Børn og unge har de senere år udviklet et rekordstort forbrug af læskedrikke. Det går hårdt ud over tænderne.
Hvorfor får man syreskader?
Når tænderne udsættes for noget der er surt, vil der ske en ætsning af tændernes emalje. Det sure kan være mavesyre, sure frugter, surt slik eller mest typisk læskedrikke som sodavand (også light), energidrikke, saftevand og juice.
Surhed måles i pH. Jo lavere pH, jo mere surt - og jo større påvirkning af tænderne. Det har stor betydning, hvor ofte og hvor meget tænderne udsættes for det sure.
Hvordan ser syreskader ud - og hvordan føles de?
Måske har du syreskader - helt uden at vide det. Mange opdager først at de har syreskader når de kommer til tandlægen. På det tidspunkt kan skaderne allerede være alvorlige.
Vi anbefaler, at du løbende holder øje med dine tænder og føler efter forandringer. Når du lærer faresignalerne at kende, kan du selv opdage og reagere på skader og sygdom i tide.
Syreskader viser sig typisk som gennemsigtige og ujævne kanter på fortænderne. Måske oplever du, at små stykker tand knækker af. På kindtænderne ses typisk små gullige fordybninger.
Tænder med syreskader kan blive følsomme i varierende grad. Du bør reagere, hvor du oplever smerter ifm. tandbørstning eller indtag af noget, der er koldt, varmt eller sødt.
Hvad kan du selv gøre?
Den emalje, der er ætset væk, kommer desværre aldrig tilbage.
Syreskader kan være svære at behandle. Med den rette viden og de rette vaner, kan skaderne til gengæld let forebygges eller begrænses. Den vigtigste indsats består i øget opmærksomhed og ændring af dine vaner.
Vi anbefaler, at du følger disse råd:
-
Begræns syreholdige drikke som sodavand, juice, energidrikke og saftevand - især mellem måltiderne. Unge bør maksimalt indtage 1/2 L læskedrikke om ugen. For mindre børn anbefales et endnu mindre indtag. Vælg vand som tørstslukker.
-
Brug sugerør og undgå at skvulpe læskedrikken rundt i hele munden.
- Pas på sure frugter - selvom frugt er godt, er variationen vigtig. Frugter som fx citroner, grape, æbler, vindruer og ananas har lavt pH.
-
Vent med tandbørstning i mindst 30 minutter efter indtag af syreholdig mad og drikke.
- Giv munden pauser fra læskedrikke og snacking. Det giver munden tid og ro til at neutralisere syren.
-
Vær opmærksom på mavesyre - søg lægehjælp, hvis du oplever hyppige opkastninger eller sure opstød.
Hvordan undersøger og behandler vi dine syreskader?
Hvis vi ser tegn på syreskader, vil vi altid stille forskellige spørgsmål for at finde frem til årsagen. Husk at vi blot vil yde den bedst tænkelige hjælp og rådgivning. Der er ingen grund til at føle skyld eller skam.
Vi kan tilbyde, at følge syreskaderne med 3D-scanninger på klinikken. På den måde kan vi fastslå, hvor meget emalje der mistes fra besøg til besøg. 3D-scanninger er ikke forbundet med strålefare.
Ved alvorlige syreskader, hvor emaljen er væk og tandbenet blottet, tilbyder vi opbygning eller forsegling med plast. Det vil for nogen afhjælpe følsomhed. Hvis vanerne ikke samtidigt ændres, vil behandlingen have kort holdbarhed.
