Røntgen gør det muligt at opdage ting, der ikke kan ses med det blotte øje - f.eks. begyndende huller, manglende tandanlæg eller tænder, der frembryder skævt.

Ved en røntgenundersøgelse bruges røntgenstråler til at danne et sort-hvid billede af tænderne og den omgivende knogle.

Intraoralt røntgen - det almindelige røntgenbillede

Vi har flere forskellige typer røntgenapparater i Tandplejen. Intraorale røntgenbilleder tages direkte i munden - det er klart den metode, vi bruger mest. Det går hurtigt, stråledosis er lav og vi får en masse brugbare detaljer på billedet.

Når billedet skal tages, placeres en røntgenfilm inde bag tænderne. Selvom filmen er forholdvis lille og blød, kan den fylde meget og støde på mundbund og tunge. Vi har masser af røntgentricks i ærmet . Hvis plan A ikke virker, prøver vi bare plan B eller C. Det vigtigste er, at trække vejret stille og roligt - også når det bliver svært. At vippe med tæerne kan også være alletiders afledning. Hovedet skal være helt i ro under optagelsen.

Selve røntgenkameraet hænger på siden af tandlægestolen. Vi sigter med kameraet mod kinden og forlader kortvarigt lokalet når røntgenbilledet bliver taget. Der lyder to bip-lyde og så er det overstået.

Panorama - det store overblik

Hvis vi har brug for et større overblik, anbefaler vi typisk et panoramarøntgen, der kan vise hele underansigtet på ét billede. Med denne type røntgen kan vi både se tænder, kæbeknogle, kæbeled og større nerver. Panorama bruges bl.a. til vurdering af tandskiftet, tandstillingen og visdomstænderne.

I modsætning til de almindelige røntgenbilleder, tages panorama i et særskilt lokale. Du står op under optagelsen, der varer cirka 15 sekunder. Det er vigtigt, at du står helt stille selvom maskinen bevæger sig. Du har ingen film i munden, men tygger sammen på en guidepind med fortænderne.

CBCT (3D-røntgen) - i helt særlige tilfælde

CBCT står for Cone Beam Computed Tomography. Det er en avanceret form for 3D-røntgen, der bruges i særlige tilfælde, hvor vi har brug for en meget detaljeret gengivelse af tænder, kæbeknogle og/eller nærliggende strukturer. Det kan være relevant ved planlægningen af komplicerede tandudtrækninger eller ved mistanke om bestemt sygdom eller forandringer.

Hvis der er behov for CBCT, vil du blive henvist til røntgenafdelingen i Odense Kommune, der holder til på adressen . Vi dækker alle udgifter til røntgenoptagelsen.

Vi kontakter dig når der kommer svar på din CBCT. Det kan tage op til 4 uger.

Er det sikkert at få taget røntgenbilleder?

Det korte svar er ja! Strålingen er generelt lav - især ved almindelige røntgenoptagelser - og svarer til en lille del af den baggrundsstråling, vi naturligt udsættes for som mennesker. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen ikke længere brug af blyforklæde - heller ikke til børn eller gravide.