Forebyggelse er den bedste vej til tænder i topform. Når vi forebygger, kommer vi sygdom og problemer i forkøbet.
De hyppigste sygdomme i munden blandt børn og unge er huller (caries), syreskader (erosioner) og slimhindeforandringer (fx efter snusforbrug).
Fra besøg til besøg, undersøger vi dine tænder og vurderer dit behov for forebyggelse.
Din indsats gør forskellen
Den vigtigste forebyggelse sker derhjemme. Gode vaner som at børste tænder to gange dagligt med fluoridtandpasta og begrænse indtaget af sukker og syre er afgørende for et sundt tandsæt.
I Tandplejen arbejder vi forebyggende på flere måder:
- Regelmæssige undersøgelser og kontroller: Vi holder øje med tændernes udvikling og griber ind i tide, hvis noget er på vej i den forkerte retning. Husk at kom til tiderne - vi glæder os altid til at se dig.
- Vejledning og undervisning: Vi forklarer og instruerer i, hvordan man bedst passer på tænderne med korrekt tandbørstning, brug af tandtråd og sunde kost- og drikkevaner. Det gør vi både i Tandplejen, men også i forskellige skoleklasser.
- Fluoridbehandling og lakering: Når det er nødvendigt, tilbyder vi forebyggende behandling med fluorid og/eller lakering (fissurforsegling) for at styrke emaljen og forebygge huller. Disse behandlinger kan ikke erstatte den daglige indsats derhjemme, men skal snarere ses som et særligt supplement.
Mere om fluoridbehandling
Der er god evidens for, at fluorid er det bedste redskab til at forebygge huller. Derfor anbefaler vi tandpasta med fluorid som et led i den daglige rutine og forebyggelse.
Udsatte tænder - typisk dem med begyndende huller eller emaljefejl - vil have gavn af supplerende fluoridbehandling. Vi kan tilbyde at påsmøre en gel med højere koncentration af fluorid - lige der, hvor risikoen er størst. Hvis du samtidig er god med tandbørsten og tandtråden derhjemme, kan begyndende huller bremses - og du undgår på den måde en fyldning.
Fra fluoridbehandlingen er udført, bør der gå én time før du spiser og drikker. Undgå også tyggegummi, pastiller og lignende.
Mere om lakering / fissurforsegling
Tænder - især de bagerste - kan have dybe furer og defekter, hvor bakterierne elsker at opholde sig. Hvis vi vurderer, at der er øget risiko for udvikling af et hul, vil vi tilbyde en lakering / fissurforsegling.
Formålet med behandlingen er bedre muligheden for, at tænderne kan holdes rene. Det er typisk 6 års tænder og 12 års tænder, der kan have behov for lakering.
En lakering er hurtig, smertefri og kræver ingen boring eller bedøvelse. Tanden renses grundigt og behandles derefter med en speciel syre for at sikre, at lakken hæfter godt. Derefter lægges lakken i furerne og hærdes med en speciel lampe. Selve lakken er et tyndtflydende plastisk materiale, der afgiver fluorid.
Lakken bliver kun god, hvis tanden kan holdes tør / spytfri - det forudsætter at munden holdes åben og stille i ca. 5 minutter uden pause.