På hverdage inden for klinikkens åbningstid (kl. 8.00 - 15.00) skal du kontakte Nordfyns Kommunale Tandpleje.
Ring på tlf. 64 82 78 00 i tidsrummet kl. 8.00 - 10.15.
I tidsrummet kl. 10.15 - 15.00 kan vi kontaktes på vores akuttelefon med nr. 29 36 81 36. Denne telefon er kun til akutte henvendelser.
Når du kontakter os efter en tandskade, vil vi typisk spørge til følgende: Hvilke tænder er slået? Hvilke skader ses? Er tænderne løse? Er der smerter? Er sammenbidet ændret efter tandskaden? Ud fra dine oplysninger vurderer vi hvad der skal ske.
Du kan opleve, at vi beder dig sende et foto af tandskaden med din mobiltelefon. Fotoet kan både bruges til den akutte vurdering og eventuelt som senere dokumentation i forsikringssammenhæng.
Nogle tandskader kræver undersøgelse og evt. behandling med det samme. Andre mindre tandskader kræver blot opfølgning inden for nogle uger.
Uden for Tandplejens åbningstid skal du kontakte en privat praktiserende tandlæge (efter eget valg) eller Tandlægevagten i Region Syddanmark på tlf. 70 11 07 07. Det gælder også i weekender og på helligdage.
Hvis der er tale om et større uheld med betydelige smerter og/eller kraftig blødning, anbefaler vi kontakt til Skadesstuen.
Tandplejen betaler alle typer af nødbehandling for børn og unge (0-22 år) med bopælsadresse i Nordfyns Kommune. Den behandlende klinik tager sig af faktureringen.
Eventuel opfølgning og færdigbehandling skal ske efter aftale med Tandplejen.
Vi anbefaler, at du altid anmelder en tandskade til din private ulykkesforsikring. Det gælder både ved skade på mælketænder og blivende tænder.
Alt afhængigt af forsikringsselskabet, kan der blive behov for at vi udfylder og eftersender en tandskadeerklæring som dokumentation for tandskaden.
Tandskader kan variere meget i udtryk og alvorsgrad. Når du kommer til tandlægen efter en tandskade, vil du blive undersøgt grundigt, ofte ved hjælp af et røntgenbillede. Behandlingen afhænger af diagnosen.
Generelt anbefaler vi blød kost og forsigtig tandbørstning af de slåede tænder i ca. én uge efter tandskaden. Kontakt altid Tandplejen hvis du oplever smerter, hævelse eller ændret tandfarve.
Hvis en blivende tand er slået ud, skal du gøre følgende:
- Find tanden. Hold i kronen og undgå helt at røre ved roden.
- Skyl tanden forsigtigt i rindende koldt vand i 10 sekunder. Gnid ikke på tanden.
- Sæt tanden tilbage på sin plads. Jo før, desto bedre. Det skal helst ske i løbet af 30-60 minutter.
- Kontakt tandlæge (eller skadestue) så hurtigt som muligt.
Hvis det ikke er muligt at sætte tanden på plads, bør tanden opbevares i munden imellem tænder og læbe. Mælk kan også bruges som opbevaringsmiddel. Postevand er ikke optimalt.
Hvis en mælketand er slået ud, er det vigtigt, at tanden ikke sættes tilbage igen. I så fald risikeres skade på det nye tandanlæg. Kontakt en tandlæge.